Allerede før kongepudlen Ludvig flyttede ind, havde Christina og hendes kollega Charlotte besluttet at dele ham. Det krævede fælles regler, grundig planlægning og ture over Øresund. Siden er én hund blevet til to, og samarbejdet har udviklet sig til et venskab, der i dag også omfatter en fælles adresse.

Efter en skilsmisse boede Christinas børn hos hende hver anden uge. Hverdagen kunne føles lidt ensom, når de var hos deres far, og et ønske, der havde fulgt hende gennem mange år, meldte sig: Hun ville gerne have en hund i sit liv. Hendes eksmand var allergisk, så det havde hidtil været udelukket. Nu var muligheden der, og børnene ville det også rigtig gerne.

Med ønsket fulgte også bevidstheden om det ansvar, hun ville påtage sig ved at anskaffe en hund. Christina begyndte derfor at spørge i sit netværk og blandt kollegerne på lærerværelset, om der mon var nogen, der havde lyst til at få en hund sammen med hende?

Der gik lidt tid, før en af kollegerne, Charlotte, meldte sig på banen. Hun havde endelig fået overtalt sin daværende mand til at få hund, men på den præmis, at det var hendes projekt. Også for hende var det derfor tillokkende at have en anden at dele ansvaret med.

De var kolleger. Nu skulle Christina og Charlotte finde ud af, om de også kunne være hundeejere sammen.

En hund til jagt og agility

Christina boede i København, Charlotte i Malmø og pendlede til deres fælles arbejdsplads i Ørestaden. En delehund skulle altså have et hjem på hver side af Øresund. Det gjorde transporten til en del af overvejelserne fra begyndelsen, men først skulle de finde en hunderace, der passede til dem begge.

Christina havde to krav: Hunden skulle kunne komme med på jagt, og den skulle ikke fælde. Charlotte havde et stort ønske om at gå til agility med en kommende hund.

De brugte lang tid på at undersøge racer og tale om deres forventninger. Valget faldt til sidst på en kongepuddel, og efter et besøg hos et kuld puddelhvalpe blev Ludvig officielt en delehund med to ejere.

De samme regler på begge sider af Øresund

Inden Christina og Charlotte tog den endelige beslutning, rådførte de sig med en dyrlæge, om en hund kunne trives med at skifte mellem to hjem. Dyrlægens vurdering var klar: Det kunne den godt, så længe de to hjem byggede på de samme regler, og begge ejere brugte de samme kommandoer.

Det råd tog de kommende hundeejere alvorligt. De brugte mange timer på at afstemme forventninger og aftale alt fra opdragelse og træning til økonomi og transport. Ludvig skulle møde genkendelige rammer, uanset om han befandt sig i København eller Malmø, og Christina og Charlotte skulle vide, hvad de kunne forvente af hinanden.

De mange samtaler viste sig at være godt givet ud. Når de i dag skal forklare, hvorfor deleordningen har fungeret så godt, peger de netop på den grundige forberedelse og den fælles tilgang til Ludvig.

Den fælles linje skulle også fungere i praksis. Derfor deltog de i hinandens træning: Charlotte tog med til jagttræning for at se, hvordan Christina arbejdede med Ludvig, mens Christina fulgte med til agility hos Charlotte.

En uge hos hver – og plads til et helt år

Fleksibiliteten fremhæver Christina og Charlotte som en af de helt store fordele ved at dele en hund.

»Der har både været plads til at have hund og til at gribe de muligheder, der dukkede op i livet, fordi vi har kunnet træde til for hinanden,« forklarer Charlotte.

Udgangspunktet var, at Ludvig skulle bo en uge hos hver. Da Charlotte flyttede til Aarhus for at efteruddanne sig i et år, havde Christina Ludvig boende på fuld tid. Senere tog Christina orlov fra sit arbejde for blandt andet at udleve en drøm om at sejle som gast på et dykkerskib. I den periode tog Charlotte sig af Ludvig.

Også ferierne er blevet planlagt mellem Ludvigs to hjem. »Vi har altid været gode til i god tid at planlægge, hvor Ludvig skulle være i ferierne. Derfor har vi aldrig haft brug for pasning til ham,« fortæller Christina.

To delehunde og en fælles adresse

Charlotte havde fra begyndelsen et ønske om at have to hunde, der kunne have glæde af hinanden – ligesom hun selv har oplevet det i sin barndom. Christina derimod skulle overtales.

Det tog syv år, før endnu en kongepuddel, Alfi, blev en del af deres fælles hundeliv.

For Ludvig krævede det tilvænning at få en hvalp ind i sit liv. Alfi ville gerne lege, og den ældre kongepuddel skulle lære at acceptere sin nye makker.

I dag er Alfi accepteret. Ifølge Christina og Charlotte er der kommet styr på hundenes indbyrdes hierarki, og Ludvig er stadig »kongen af bagsædet«.

For Christina og Charlotte udviklede det fælles hundeejerskab sig med tiden til et tæt venskab. Da Charlotte kom tilbage til København efter sit år i Aarhus, flyttede hun og Christina sammen som roomies. I dag deler de derfor både hunde og adresse.

De tidligere ugeplaner og ture over Øresund er nu afløst af en daglig fordeling af opgaverne. Charlotte tager morgenturen, Christina eftermiddagsturen, og familiens store søn går aftenturen med hundene.

»Det er fortsat en deleordning – nu deles vi bare om at passe hundene i løbet af dagen,« slutter Christina.